Q&A med Johan Bülow

VI GAV VORES VENNER PÅ FACEBOOK MULIGHED FOR AT STILLE JOHAN SPØRGSMÅL. LÆS HANS ÆRLIGE SVAR HER:

Kit Rosenkrans Stelmach: Hvordan vil du have det, hvis din datter om mange år ikke ønsker at overtage din virksomhed eller være en del af den?
»Jeg ville aldrig sætte det som et krav, at min datter skulle overtage min forretning. Jeg vil da håbe, at man hen ad vejen fortsat kan have dygtige mennesker ansat, som vil drive passionen og det gode videre i forretningen, når jeg ikke længere selv skal stå ved roret. Det er mange år ud i fremtiden, men jeg ville aldrig lægge det ned over hovedet på min datter, at hun skulle overtage. Men jeg ville blive glad og stolt, hvis hun kunne og ville en dag – helt klart.«

Tina Louise Frydenlund: Hvilke udfordringer har du haft med at komme ud over de traditionelle markeder i Skandinavien, England, Tyskland, etc., som ikke har den lakridstradition, vi har?
»Vi har udfordringer med de markeder, der ikke ved, hvad lakrids er. Det tror jeg aldrig rigtig stopper. Men i den forbindelse er det ret velsignet, at vi har et produkt, man også kan benytte som smagsgiver. Det vil sige, at man kan kamuflere en smule af lakridssmagen fx i sliksortimentet med chokolade. Også i mad kan man tilsætte det som et ekstra tvist, som kan lære folk, hvordan smagen af lakrids er. Mange gange handler det også om forskellige produkter til forskellige markeder – stærk saltlakrids er svært at sælge uden for Danmark, men sød lakrids med chokolade kan de fleste lide første gang, de smager det. Men det er en kæmpe udfordring, selvfølgelig er det dét. Det handler dog om at vende det til sin egen fordel. Det er let nok at se alt negativt og sige ”de er ikke vant til at spise lakrids i Spanien” – nej, men nu bliver vores produkter altså solgt i El Corte Inglés, som er det største, mest luksuriøse fødevarecenter i hele Spanien. Det bliver de, fordi vi kommer med noget nyt, vi kommer med noget anderledes, vi kommer med en speciel smag, en unik smag, som er interessant. Går du til fx Harvey Nichols i London – hvor vores produkter bliver solgt – så står der tusinder af chokoladebrands i kø for at komme ind på hylderne, og vores tager de ind med det samme. Det gør de, fordi vi er anderledes, og fordi vi kan noget andet.«

Tonni Leth: Hvor mange ideer konfiskerer du i løbet af et år? Der må da være mange ideer, der ikke bliver til meget. Og hvad er den absolut værste ”gode ide” du har fået?
»Der har været helt afsindigt mange ideer oppe og vende. Alle folk har altid en holdning til det, jeg laver, og det er klart, når jeg møder folk, så kommer rigtig mange af dem og siger ’har du ikke tænkt over’ eller ’hvorfor gør du ikke det?’. Så jeg får rigtig, rigtig meget hjælp til produktudvikling! Det er meget privilegeret at lave slik, for alle kan lide det, og alle har en holdning til det. Jeg har 56 gode ideer til forretningsting liggende på min iPhone, der alle omhandler lakrids. Jeg vælger og vrager, sorterer og gør fra løbende, så der er ekstremt mange bolde i luften hele tiden. Men der er utrolig mange parametre i udviklingen af noget nyt: hvordan hænger det sammen produktionsteknisk, hvad rammer tidsånden, hvad efterspørger vores kunder, og hvad er der mulighed for at lave en sjov identitet og et miljø omkring. Det skulle gerne gå hen og blive en landeplage, når man smider det på markedet. Hvis jeg skal nævne en af de lidt værre ting vi har udviklet, så har Tage (Technical Director & COO, red.) engang lavet en chokoladedragering med norsk myseost, som var sådan en lakridschokoladekugle man skulle spise, og så drikke rødvin til. Der var faktisk nogle nordmænd, der synes, det var ’kjempefint’, men jeg synes ikke helt, det var så godt. Den blev droppet ret hurtigt.«

Tanja Egebjerg Mortensen: Udvikler du selv de forskellige produkter, eller startede du med at gøre det?
»Jeg startede med at udvikle de første produkter selv, og mange gange bliver ideen stadig fostret hos mig. Det behøver den ikke nødvendigvis, det kan også være internt i virksomheden – eller eksternt – der kommer en idé ind, som vi synes er super sjov og gerne vil prøve at arbejde med. Jeg har nogle holdninger til, om det skal knase, om det skal være blødt eller hårdt, om det skal være syrligt eller sødt, hvilke smage der er gode sammen, og hvordan man får det til at passe med den etikette, der bliver lavet. Så jeg sidder som overordnet brain-master på produktet, men jeg udvikler det som sådan ikke selv længere. Det har jeg dygtige folk til. Min produktionschef Tage sidder med produktudviklingen sammen med et par medarbejdere, der hedder Marc og Morten, som også er knivskarpe på udvikling af smag og konsistens. Josephine (Grafisk designer, red.), sidder med det grafiske, som gerne skal afspejle produktet. Det er mig, der skal prøve at få hele universet til at smelte sammen på identitet, og så bliver den ellers videreudviklet forskellige steder i huset.«

Katrine Frisgaard Gunnersen: Det er simpelthen SÅ sejt det, du har lavet – men hvordan får du tingene til at hænge sammen? Arbejde og familie? Føler du, du går glip af noget i forhold til dit barn, eller er du god til at prioritere din tid?
»Det er nemt for mig at sige, at jeg i dag ’kun’ arbejder 50-60 timer om ugen. Når man kommer fra at have arbejdet 120 timer om ugen – og har haft stress og alt muligt andet – så lærer man på et tidspunkt at bruge sin tid ordentligt. Men jeg tror ikke på, at man i begyndelsen kan bruge under 80-90 timer om ugen på en god ide, hvis man vil være iværksætter.Hvis det er dét man vil, så brænder man for det, og så gør man det næsten mens man sover. Det har jeg også gjort i 5 år, indtil min krop sagde ’det skal du lade være med, det kan man ikke på sigt’. Det sjove er så, når man får rettet ind, og når man får sat nogle retningslinjer op for sig selv og bliver dygtig til det, man gør – så får man sorteret 120 timer ned i 50 eller 60 timer, men man når det samme. Og det kan rent faktisk lade sig gøre, hvis du formår at køre hjem og lukke din computer og holde weekend – at være sammen med din familie og sørge for, at de ting hænger sammen.

For mig var det ret sigende på et tidspunkt, da jeg fik stress, at jeg skulle sidde og tegne cirkler hos min læge på et stykke papir. Han spurgte mig: ’hvor meget betyder din virksomhed for dig?’. Så tegnede jeg en rimelig pæn cirkel. Ikke en kæmpe cirkel, men en rimelig pæn cirkel. Så gav han mig et nyt stykke A4 papir og sagde: ’hvor meget betyder din familie for dig?’. Så tegnede jeg en kæmpestor cirkel, det er klart, det ville alle normale mennesker gøre, i hvert fald hvis man har en familie. Han bad mig derefter om at kigge på de to papirer, og så sagde han: ’hvor meget tid bruger du på de to forskellige ting?’. Der var jo en kæmpe skævvridning. Jeg tror, der er mange iværksættere eller selvstændige, direktører, folk der arbejder enormt meget, de skulle kigge på den skævvridning. Det er fuldstændig simpelt sat op, det er jeg klar over, men for at få folk til at få en reel forståelse for det, der er du mange gange nødt til at skære det helt ud i pap. Så det gjorde jeg, og i dag bruger jeg også en rigtig god tid på min familie. Jeg har lovet mig selv ikke at være den der virksomhedsejer, der kommer hjem som 60-årig og har tjent alt for mange penge til man kan nå at bruge dem i sit liv, og der så til gengæld ikke er noget derhjemme. Det må simpelthen ikke ske. Det er desuden essentielt for min virksomhed, at familien fungerer. Fungerer den ikke, så fungerer din arbejdsdag ikke, så er du ikke kreativ, så kan du ikke lede, så kan du ingenting overhovedet. Så den er rigtig, rigtig essentiel for at det hænger sammen. Når det så er sagt, så skal du turde at ville ofre. At bruge de første 3-4 år på nærmest at sprætte dig op, hive din lever ud og smide den op på en grill, før det kan lade sig gøre.«

Mette Barslund Feld Madsen: Hvad er din yndlings-lakrids, hvis den findes?
»Jeg er rigtig glad for vores lakrids NO.5, og har altid været det. Jeg kan godt lide, når der er noget knald på, og jeg kan også godt lide følelsen af, at man egentlig ikke skal spise så forfærdelig meget, men at man spiser en 4-5 bidder og så kan sætte låget på igen. Hvis man går ind i chokolade-lakrids-universet, så synes jeg vores EASTER-lakrids er rigtig, rigtig vellykket. Jeg kan godt lide smagen af mint, og jeg kan godt lide, at den knaser, og har det der ekstra i sig.«

Susanne Wolder Roel Andersen: Dejligt, at dine lakridser er glutenfri – jeg er nemlig glutenallergiker. Er du selv det, eller hvordan fik du ideen til det?
»Nej, jeg er ikke selv glutenallergiker. Da vi skulle udvikle vores første varianter, havde vi nogle forskellige meltyper, vi skulle koge lakrids på – og iblandt dem var rismel. Fordelen ved rismel er, at du har en stivelse, der ikke smager af noget. Det kan lyde lidt åndssvagt, men det er ligesom når du laver en salatdressing, så bruger du mange gange vindruekerneolie, for du vil ikke have, olien skal smage af noget – den skal være smagsneutral. Så kan du bedre smage chili og lakridsrødder, eller hvad ved jeg. Og det var egentlig også ideen med rismel, og så havde det den der kæmpe bonus-feature, at den samtidig var glutenfri. Så det var noget, der kom i en proces og i en udvikling af lakridserne, hvor vi kunne gå i den ene eller anden retning. Der valgte vi så en meget dyr rismel kontra en meget billigere hvedemel, men det gjorde jo så, at vi kunne få vores råvarer til at smage bedre igennem synes vi – og så var den glutenfri.«

Karina Luther: Da du stod i kælderen med gryderne og lavede de første lakridser – havde du da i din vildeste fantasi regnet med, at det ville blive så stort? At du rent faktisk ville blive lakridskongen?
»Ja! Folk siger, jeg er fuldstændig åndssvag, når jeg siger det der, men jeg er ret god til at tro på mig selv. Og lige her har jeg faktisk altid troet på, at det kunne blive dét, det er blevet til. Selvfølgelig stopper man engang imellem op og bliver forundret over, at det er gået så godt som det er, men jeg har altid troet på, at det kunne blive dét, det er i dag – jeg har altid troet på, det kunne lade sig gøre. Og så stræbt efter det. Med tiden har jeg også fundet ud af, at hvis man snakker meget om tingene, så får man også folk til at løbe i den retning. Det kan lyde dumt, at man bare skal snakke om det, men det skal man faktisk langt hen ad vejen – og mange gange bliver snakken til virkelighed. Men helt ærligt, ja, jeg har altid troet på, at det kunne blive så stor en succes.«

Niel Henriksen: Hvordan har du det personligt med, at flere og flere kopierer Bülow-emballagen, hvor folk forveksler kopimærkerne med Bülow?
»Jeg kunne godt tage det helt vildt ilde op og sende advokater efter alle mulige, for vi kan jo godt se, hvor inspirationen er kommet fra. Jeg tror, at vi har skabt Danmarks mest kopierede fødevareemballage efterhånden. Jeg synes dog, det vigtige i det her er, at folk synes, vores produkter er bedre. Når de gerne vil betale lidt mere for vores produkter, så må vi altid sørge for at lave det bedste. Alle kopierne er med til at holde én til ilden – vi skal være på dupperne, vi skal lave noget, der er bedre end de andres. Det synes jeg også vi gør, så jeg har ikke noget problem med det.«

Vinderen af lidt lækker lakrids for bedste spørgsmål er Kit Rosenkrans Stelmach. Vi har kontaktet hende på Facebook.