Lakridsfondant til modellering og overtræk 0 Kommentarer


Lakridsfondant til modellering og overtræk

Køb produktet til opskriften her

(1 portion til én kage)

Det skal du bruge
• 2 spsk vand
• 1 spsk solsikkeolie
• 100 g skumfiduser
• 350 g flormelis
• 2 spsk Johan Bülow Fine Liquorice Powder

Sådan gør du
Når man arbejder med fondant, er det vigtigt at have det rette værktøj. Anvend altid et målebæger, der svarer præcist til en spsk., en meget ren bordplade, en helt ren og glat kagerulle, gode skarpe udstikkere og Maizena majsstivelse til at rulle ud i.
Mål præcise mængder på vand og olie op, og smelt skumfiduserne deri over vandbad. Hæld den smeltede sukkermasse op i en skål sammen med flormelis og lakridspulver, og ælt det sammen til en klistret og blank fondant. Her er det vigtigt at være tålmodig. Kom ikke mere flormelis i massen, blot fordi den synes klistret. Når fondanten hviler lidt vil den samle sig. For meget flormelis resulterer i en tør og meget porøs fondant, som ikke er smidig nok til at rulle ud og formgive.
Ælt indtil massen har samlet sig helt. Kom fondanten i en pose og læg den i køleskabet i 15-30 min. for lige at samle sig.
Drys et meget tyndt og jævnt lag maizena ud på bordet, og rul fondanten jævnt ud. Vær opmærksom på hele tiden at rulle, flytte, rulle og flytte på fondanten. Ved at flytte på den ofte sikrer man sig, at den ikke hænger ved bordpladen.
Når fondanten er rullet pænt ud kan den anvendes som overtræk på kager eller udstikkes til pynt, f.eks. fondantroser.

Køb produktet til opskriften her